Tredje 2-1 sejr på stribe


29. august 2021

AC Horsens hentede en vigtig 2-1 sejr på Lyngby Stadion, og dermed har ”de gule” vundet 2-1 i de seneste tre kampe – mod Vendsyssel FF, Jammerbugt FC og altså Lyngby Boldklub.

AC Horsens fik en fantastisk start på kampen, da Lubambo Musonda blev fældet lidt uden for Lyngbys felt i højre side. Drachmann lagde bolden til rette og sendte den perfekt til bagstolpen, hvor Malte Kiilerich headede den på tværs, og Casper Tengstedt skubbede den over stregen i det fjerde minut.

AC Horsens spillede en fremragende 1. halvleg og dominerede kampen fuldstændig mod et Lyngby-mandskab, der ikke skabte en eneste chance, og Matej Delac havde ikke brug for sine handsker. Alligevel var Frederik Gytkjær tæt på at udligne i det 33. minut, da han viste fornem sparketeknik og ramte trekantsammenføjningen.

Tre minutter senere viste de gulklædte gæster endnu engang kynisme, da Lubambo Musonda prikkede bolden videre til fremadstormende Thomas Santos, der serverede et fladt indlæg til Magnus Riisgaard Jensen, der som en klapperslange huggede til og knaldede den runde i netmaskerne til 2-0.

Fem minutter inde i 2. halvleg måtte Thomas Santos forlade banen med et skrub, og Lyngby udnyttede situationen til at reducere ved Frederik Gytkjær, der scorede via den ene stolpe.

I det 58. minut måtte Malte Kiilerich agere redningsmand med en vigtig aktion på stregen.

Lyngby overtog spillet, men havde svært ved at bryde igennem den gule defensiv, og AC Horsens kom frem til nogle gode omstillingsmuligheder, men uden at det gav bonus.

Endnu en fremragende præstation og tre sejre på stribe til ”de gule”.

AC Horsens skal først i kamp igen på søndag den 12. september klokken 15.00, når det gælder opgøret mod FC Fredericia på CASA Arena Horsens. Klik her for at købe billet til det opgør.

Lyngby – AC Horsens 1-2 (0-2)
0-1 Casper Tengstedt (4.)
0-2 Magnus Riisgaard Jensen (36.)
1-2 Frederik Gytkjær (50.)

AC Horsens: Delac, Gomez, Kiilerich, Ludwig, Santos (Qamili, 52.), Gemmer, Drachmann (Kruse, 46.), Lange, Musonda (Stagaard, 87.), Riisgaard Jensen (Pohl, 65.), Tengstedt (Brochmann, 87.).

Lyngby: Ibsen, Crone (Knudsen, 46.), Gregor (Bjelland, 46.), Riis, Jørgensen, Sørensen (Fosgaard, 61., Magnusson, 73.), Rømer, Thellufsen, Westergaard (Winther, 69.), Gytkjær, Kaastrup.

Advarsel, AC Horsens: Gomez (19.), Musonda (79.), Kiilerich (83.), Pohl (92.)

Advarsel, Lyngby: Sørensen (78.), Kaastrup (90.)

Dommer: Mostafa Seyfi